‍

‍

vagn

‍

Mød Vagn og læs hans historie.

”jeg gad simpelthen ikke mere!”

Hvis ikke Møltrup havde haft et ledigt værelse, den dag i 2019 hvor jeg ankom, så ved jeg ikke, hvad der var sket, for jeg gad ikke mere. Jeg gad simpelthen ikke mere! Jeg var virkeligtræt af det. De samlede mig op, og i virkeligheden reddede de mit liv. Men det er en lang historie,hvordan jeg endte der. Skal vi bare tage det helt fra begyndelsen?

Jeg voksede op i en større danskprovinsby. I et godt, trygt hjem - en rigtig kernefamilie. Min far og onkeldrev sammen en familievirksomhed, som det lå i kortene, at jeg skulle overtage.Men det var ikke noget for mig. Jeg vidste, at de ville komme rendendekonstant, og det gad jeg simpelthen ikke. Jeg har sådan en ’alt-eller-intet’-indstillingtil tilværelsen. Hvis jeg skulle give mig i kast med at drive det firma, såskulle jeg gøre det selv, uden andresindblanding. Sådan var det bare!

’Alt-eller-intet’ blev ogsåafgørelsen på mit uddannelsesvalg. En dag befandt jeg mig i universitetsauditorium. Det var første dag på den uddannelse, jeg havde valgt. Jeg sad ogkiggede rundt på de andre og på den mand, der stod nede foran og snakkedederudad. Jeg tænkte: ”Hold nu op, hvor bliver det kedeligt det her!” Jeg kunnemed det samme mærke, at jeg ikke ville klare mig gennem seks-syv år på sådan e tsted.

Hvad vil du så?

Samme dag kørte jeg hjem til mineforældre. Jeg var den første i familien, der skulle være startet på universitetet,så mine bedsteforældre var hentet ind ude fra landet, og de sad alle sammenklar med flødeskumskager i stuen. Jeg måtte så fortælle dem, at det ikke blev til noget. ”Hvad vil du så?”, spurgte min far, hvortil jeg svarede, at jeg havde tænkt mig at søge ind på Politiskolen. Han blev så skuffet, min far, for det betød samtidigt, at jeg definitivt ikke villeovertage familievirksomheden. Heldigvis gik skuffelsen over med tiden.

Jeg droppede universitetet i august og allerede i november startede jeg på Politiskolen. Jeg var i starten af 20’erne og glad for livet i København, hvor jeg var flyttet til. En af mine fritidsinteresser var at cykle. I 1987 tog jeg med nogle gode venner til udlandet for at deltage i et løb. Lige pludselig, kort tid før vi skulle hjem, stod hun der! Det var sletikke meningen. Jeg havde aldrig brugt ret meget tid på kvinder. Der var jo så meget andet at se til.
Men da jeg mødte hende, var jeg solgt. Sådan som det skulle være for mig: enten- eller! Jeg ville aldrig trives i et forhold, hvor man mest af alt bare skalhave tingene til at fungere. Men her var kvinden, der fejede benene fuldstændigtvæk under mig!

Jeg var forelsket og opførte mig som om, jeg var komplet åndssvag. Jeg rejste som en sindssyg, for penge jeg ikke havde, og hurtigt blev hun gravid med vores første søn. Det var klart, at jeg måtte flytte udenlands, hvor de boede. Vores første søn blev født i 1987, så jeg flyttede, så snart jeg var færdig på Politiskolen, i 1989. Livet i 1990’erne var skønt. Vi byggede hus, jeg begyndte at arbejde som butikschef i en dagligvarebutik, og det hele kørte på skinner. Vi havde det liv, vi gerne vil have, og jeg havde det bare rigtig godt. Det var ikke meningen, at jeg skulle være flyttet til udlandet, men sådan blev det bare. Skæbnen tilsmilede mig, om man vil.

I 1999 fik vi vores anden søn. Alt var godt, lige indtil jeg begyndte at få problemer med mit helbred pga. en medfødt lidelse. Det følgende år gav det mig så mange problemer, at jeg ikkekunne passe mit arbejde længere. Jeg prøvede, alt hvad jeg kunne, men måtte tilsidst sygemelde mig. Vi havde god plads i økonomien, så i begyndelsen gav det mig ikke store bekymringer. ”Kan vi klare det?”, spurgte min kæreste. Jeg svarede ”Ja!”, og det stolte hun på. Det gjorde jeg også selv i begyndelsen. Jeg gik til undersøgelser og troede på, at der ville komme en løsning. Men det gjorde der ikke. Mit problem kunne ikke fjernes med en operation.

Jo længere tid, jeg var sygemeldt, jo færre penge fik jeg udbetalt. På et tidspunkt kunne jeg se, at der til min skræk kun var blevet udbetalt kr. 4.000 i sygedagpenge for en hel måned. Det var slet ikke nok! Jeg bildte mig selv ind, at jeg nok lige skulle få det ordnet, men det lykkedes ikke. Jeg fik ikke mere udbetalt, og det værste var, at jeg ikke fik fortalt min kæreste om det. Hvis der var noget, jeg ikke kunne lide, så var det at se hende ked af det. Jeg skulle nok ordne økonomien, sagde jeg til hende, uden at involvere hende mere idet.

Vores økonomi eksploderede

Men en dag i 2002 gik det galt. Vores økonomi eksploderede praktisk talt op i hovedet på hende. Vi fik reddet huset, selvom det var tæt på at ryge på tvangsauktion, men økonomien var ødelagt. Jeg havde over en længere periode været uærlig over for hende, så tilliden var væk. - Også fra hendes familie i øvrigt. Alle havde vendt sig imod mig, og jeg kunne ikke håndtere det. Følelserne var ikke forsvundet imellem os, men mine fortielser betød, at vi ikke længere kunne leve sammen. Kontakten til min kæreste og mine sønner forsvandt ud i horisonten.

Efter bruddet flyttede jeg hjem tilDanmark. Jeg boede hos mine forældre, men tog indimellem tilbage til ’min familie’. Ofte var det helt formålsløst, fordi min ekskærestes familie ikke brød sig om, at jeg skulle se mine drenge, så efterhånden stoppede turene.  Jeg røg på kontanthjælp, og så kunne jeg sletikke rejse, uanset om jeg ville eller ej. Som tiden gik, trak jeg mig mere og mere tilbage. Jeg gik helt ned med flaget, og så ikke længere nogen mennesker. Jeg måtte flytte fra mine forældre og røg på forsorgshjem. Det eneste jeg vidste om forsorgshjem, var fra mit arbejde i politiet. Der havde jeg været sådan nogle steder mange gange, og hvergang havde jeg tænkt: ”Fuck, det er godt, at jeg ikke bor sådan et sted!” - Og pludseligt var jeg selv flyttet ind. Tit blev jeg smidt ud. Jeg har aldrig selv haft misbrug, men jeg oplevede mange steder, hvor der blev drukketalkohol og taget stoffer i lange baner. Det gad jeg ikke at se på. Det sagde jeg til dem, og så blev det bagefter svært at være der. ”Det ville jeg da skide på”, tænktejeg. Så pakkede jeg tasken, tog et tog og endte på et andet forsorgshjem. Jeg var blevet helt ligeglad. Jeg havde ikke kontakt med nogen som helst, og jeg skulle bare straffe hele verden, for hele verden var efter mig. Det endte med knapt 20 års rod.

gode perioder

Der var ganske vist også nogle gode perioder, hvor jeg havde arbejde. På et tidspunkt havde jeg endda mit egetfirma. Men jeg kunne bare ikke få det til at fungere. Der var alt for mangeudsving, og det endte altid med at gå galt, for inderst inde vidste jeg godt, at tingene ikke var, som jeg gerne ville have dem. Jeg synes, det var forkert, at jeg ikke så mine drenge. Jeg ville så gerne have, at vi skulle have kontakt.Men i lang tid lykkedes det ikke, hvilket betød, at jeg endte op med at værefuldstændigt ligeglad med det hele. Jeg mistede også kontakten til mineforældre og søskende, så jeg har oplevet, hvad det vil sige at være alene.Rigtig meget alene! Ovenikøbet endte jeg i fængsel for økonomisk kriminalitet på et tidspunkt. Det hele var turbulent. Sådan var det i mange år, indtil jeg en dag trådte ind ad døren på Møltrup.

Jeg havde hørt meget om stedet.Længe havde jeg tænkt, at det ikke var noget for mig. Jeg havde ikke lært nok til at indse, at jeg havde brug for sådan et sted, men en dag skulle det have chancen. Det er en af de bedste beslutninger, jeg har taget i mit liv!

På Møltrup er der tre ting, der gør, at det virkeligt fungerer:

·       nultolerancenover for alkohol og stoffer

·       at der kun er mandlige beboere

·       det kristne grundlag

‍

medmenneskelig tilgang

Det sidste er især vigtigt. For man behøver ikke at være kristen for at bo på Møltrup. Men uanset hvad, så mærker man, at der er en god, medmenneskelig tilgang til beboerne. Det er ikke sikkert, at altingaltid lykkes. Men man kan stole på, at medarbejderne altid vil gøre deresbedste for dig, og det er virkelig vigtigt. De er villige til at gå langt for dig. For hver eneste beboer betragtes som et menneske. Det har jeg ikke fundet på sammemåde på andre forsorgshjem, hvor jeg har været gennem mit liv. Jeg er sådan en, der kan råbe vildt og hysterisk nogle gange. Men så er der bare en Møltrup-medarbejder, der kigger på mig og siger ”Nåh…” På den måde er der plads til alle.

Det har givet mig stabilitet og ro.De daglige arbejdsopgaver giver mig noget, der minder om et rigtigt liv. Der er nogen, der forventer, at jeg dukker op, og som bliver glade, når de ser mig om morgenen. For mig var det at vende tilbage til en hverdag, jeg kendte engang. Jeg har stadigvæk afsavn i mit liv.Men bølgedalene er blevet meget mindre, og jeg ved, at hvis jeg har brug for det, så er der altid en til at hjælpe mig. I dag kommer jeg stadig dagligt påMøltrup. Jeg går i mit værksted og laver mine opgaver. Jeg har det godt. Jeg har kontakt med min familie. For nyligt har jeg været på besøg hos min yngste søn, der stadig bor, hvor han voksede op. Det var simpelthen en helt fantastisktur. Jeg ved, hvad de forventer, og hvad jeg ikke skal gøre. Det kan nærmest ikke blive bedre.

Sådan er det generelt med min tilværelse lige nu. Jeg har mere eller mindre spildt 20 år af mit liv. Jeg har været hård ved mig selv og ved min familie. Når man tænker på det, så er detsvært at bede om mere, end hvad jeg har nu. Jeg drømmer dog om en dag at flyttetilbage til det land, hvor mine sønner bor. Men helt ærligt; hvis det kan fortsætte med at være, som det er nu, så er alt fint. Jeg har det jo godt!

‍

‍

‍

‍