Morten – fra millionær til Møltrup!
Anonymt fortalt til og nedfældet af Trine Savannah Parbo. Redigeret af Hanne Baltzer.
det første jeg husker er...
”Det første, jeg husker, er, at jeg kravler rundt under et juletræ med Dannebrog-flag. Jeg blev født i ’betonen’, men senere flyttede vi i parcelhus ved vandet. Jeg voksede op i en kernefamilie med stabile forældre og en storesøster. Mine mor var sygeplejerske og min far tjenestemand hos Post Danmark som programmør.
Ulykken
Da jeg var seks, blev jeg kørt ned af en bil. Jeg fik kraniebrud, hjernerystelse, en hjerneblødning og brækkede venstre ben og arm. Og så røg jeg i respirator i 13 dage, hvor jeg lå i koma. Da jeg endelig vågnede, var jeg som en grøntsag. Det eneste, jeg kunne, var at skrige. Jeg kunne ikke genkende mine forældre, og ville ikke kendes ved dem. Mine forældre tog orlov fra deres arbejde, for at der altid kunne være en hos mig på hospitalet. Og min bedstemor, der var i Australien på det tidspunkt, valgte at tage hjem. Hun gav mig pinocchiokugler. Mine første ord efter ulykken var: ”en til".
Samtidig med at jeg skulle lære at tale igen, kæmpede jeg også med store smerter. Jeg kunne ikke gå, mit ene ben var i gips og i stræk, fordi der var et kæmpe brud på lårbenet. Jeg måtte sidde i kørestol. Jeg var vred over det, vred på verden. Og i vrede kastede jeg med ting. Efter en tid hjalp lægen mig ud af kørestolen. Det var jeg meget lykkelig over.
Skolegang
Efter ulykken var jeg endelig parat til at komme tilbage til skolen. Heldigvis vurderede man, at jeg ikke behøvede gå 1. klasse om, selvom jeg skulle til at lære alting forfra. Jeg fik lov at blive hos mine gamle kammerater. Tilbage i skolen var jeg stadig præget af ulykken. Jeg havde ikke længere samme position i klassen, nu haltede jeg og skelede, hvilket flere drillede mig for.
Første gang, jeg blev fuld, var jeg 11 år. Det var ovre hos vores genbo, hvor der boede to drenge, som var 5 og 8 år ældre end mig. Dem brugte jeg meget tid sammen med. Det blev dem, der tog mig med i byen, da jeg blev ældre. Der var også fester med klassekammeraterne, hvor vi drak. Jeg sjussede mig igennem 9. og 10. klasse, men jeg bestod eksamen over middel. Derefter tog jeg en HG. Jeg havde 60 procents fravær, men jeg fik lov at blive, og jeg bestod eksamen.
Forskellige job, alkohol, stoffer og spil
Jeg kom i lære i Merlin, en radio- og TV-kæde, men da jeg som 18-årig modtog min erstatning fra bilulykken, sagde jeg op. Jeg havde fået kr. 750.000,- i erstatning. Min far havde investeret pengene i aktier og obligationer, så da jeg var 18, var de blevet til kr. 1,5 millioner.
Det tog mig 21 måneder at bruge de penge, inklusiv den løn jeg fik. For efter Merlin fik jeg arbejde i Tivoli i København, og nu hvor jeg var i København, kunne jeg lige så godt feste igennem hver aften. Jeg begyndte at hænge ud med den hårde kerne fra Brøndby Strand. Det var dem, der lærte mig at tage kokain.
I Tivoli arbejdede jeg blandt andet i automathallen med det lidt ældre publikum. Der skulle jeg fylde maskinerne op med mærker, lave kaffe, rydde op og lave finmekanik, hvis maskinerne ikke virkede. Og så gik jeg og sang alle de gamle melodier for gæsterne. Numre af Papa Bue, Birthe Kjær osv. Jeg sørgede for, at gæsterne havde et smil på læberne, også selvom de lige havde mistet hele deres formue.
Apropos det, så har jeg selv en spilleafhængighed. I dag spiller jeg bare en smule sammen med min far. Vi spiller næsten dagligt på Oddset, men kun for småbeløb. Vi vinder en gang imellem, men taber oftest. Det er jo sådan, det er med spil. Men jeg har engang vundet kr. 9.500. - Og kr. 180.000 på kasino. Jeg lærte at gå på kasino for første gang som 18-årig.
Efter Tivoli blev jeg bartender og tjener på en danserestaurant i København. Der var stofferne let tilgængelige, og de blev taget oftere og oftere. Oveni drak jeg også så godt som hver aften. Sådan var det on-and-off i syv år. Når vi havde fri kl. 5, tog vi på morgenværtshus. Det gjorde det meste af personalet fra danserestauranten. Og der brugte de fleste af os hele vores løn og drikkepenge. Så sov vi nogle timer, hvorefter vi tog på arbejde igen. Sådan gik det dag efter dag. Jeg havde sjældent fri. Hele november og december havde jeg kun én enkelt fridag. I weekenderne havde jeg vagt fra 10 formiddag til 6 morgen. De andre dage kunne jeg gå hjem tidligere. Det kunne kun lade sig gøre, fordi man på kokain nærmest ikke behøver at sove.
Efter de syv år på danserestauranten kom jeg ud på Trekronerfortet som overtjener. Der holdt vi fashionable bryllupper, guldbryllupper og runde fødselsdage. Det var en god tid, og jeg tog ikke kokain.... - altså før jeg havde fri.
Flytter hjemmefra
Jeg flyttede hjemmefra, da jeg var 22 år. Der bad mine forældre mig om at finde et andet sted at bo. Jeg var jo alligevel aldrig hjemme. Min bedste kammerat havde desuden fortalt mine forældre, at jeg tog kokain. Det var jeg meget sur over dengang, men i dag ved jeg godt, at han gjorde det med den bedste intention.
Min ex-kone mødte jeg som 25-årig til et cowboyarrangement. Jeg solgte drikkevarer og underholdt en stor del af selskabet med mine sange og dårlige jokes. Hun var jurastuderende og med i Hjemmeværnet. Hun fandt sin diametrale modsætning i mig. Efter vi havde kendt hinanden i et halvt år, flyttede hun hjem til mig i Brøndby Øster. Senere flyttede vi til Køge, hvor jeg fik arbejde som pædagogmedhjælper i en SFO. Det lagde jeg mange kræfter i. Jeg dyrkede bl.a. motion med de unge, for så havde de ikke tid til at være onde ved hinanden. Det var et godt sted at være. Jeg tror også, at jeg prægede dem. Efter et år stoppede jeg, fordi jeg ikke syntes, jeg fik nok i løn taget i betragtning af, hvor meget energi jeg lagde i mit arbejde. Det var også der, min ex og jeg blev skilt. Vi havde kendt hinanden i 5 år og været gift i næsten 2.
Jeg flyttede til Vanløse og fik arbejde hos UPS pakketransport i Glostrup. Det var et godt arbejde, men jeg kunne ikke finde rundt. Så jeg kom let til at arbejde fra kl. 9 - 21, hvor alle andre havde fri ved 15-16-tiden. Sagen var, at man måtte ikke bruge GPS i arbejdet. Efter et år blev jeg fyret. Jeg var begyndt at drikke tæt. En flaske vodka om dagen, minimum. Skilsmissen var blevet mit påskud for at drikke hver dag. Det kvalte min søvnløshed. En dag kom chefen ind i UPS-bilen til mig: "Her lugter som et helt værtshus", sagde han, og så ringede han til politiet. De tog en alkoholtest, som viste over det tilladte - jeg blev sendt hjem med en fyreseddel.
Mit næste job var som flyttemand. Jeg drak stadig efter fyraften, men det var en mere tolerant branche. Jeg elskede faget. Det var træning på arbejdet, op og ned ad trapper. Og så bagte jeg på alle de kvindelige kunder. Jeg scorede et par stykker af dem.
En dag kom det chefen for øre: "Morten", sagde han, "jeg hører, du bager på kunderne. Det må du altså ikke." "Så fyr mig dog", svarede jeg kækt. Men fyret blev jeg ikke. De var glade for mig. Og jeg fik en masse ansvar i firmaet.
De første 1½ år havde jeg 300 arbejdsdage og intet sygefravær. Men så tog drikkeriet til, jeg gik fra én flaske vodka til 1½ til 2 om dagen, dog altid uden for arbejdstiden. Det gik godt med arbejdet, men der kom flere og flere sygedage og dage, hvor jeg sov over mig. Til sidst for mange. En dag ringede de, fordi jeg havde glemt at møde ind efter at have drukket alt for meget. Derefter blev jeg helt væk i skam. Og de gav mig ikke flere vagter.
På det her tidspunkt havde jeg mødt min nuværende kæreste. Hun billigede ikke mit misbrug og druk, men hun tolererede det. I dag værdsætter jeg virkelig meget, at hun er der. Hun er kvinden, jeg gerne vil være sammen med resten af livet.
Forsøg på selvmord
De næste 3½ - 4 år forsvandt i druk og hash, og jeg var på over 10 afrusninger i den periode. Jeg havde også et selvmordsforsøg. Jeg havde ikke længere noget arbejde og snakkede ikke længere med mine gamle venner.
Den dag, jeg forsøgte at tage mit liv, var jeg meget fuld. Jeg slog mig selv i hovedet med en hammer. Da politiet kom, sad jeg i vinduet i min lejlighed på 1. sal. Jeg lod mig falde baglæns ud ad vinduet fuldt ud besluttet på at dø. En af mine første tanker, da jeg vågnede igen, var: "Nå, det kan jeg heller ikke finde ud af.”
Faldet gjorde, at jeg smadrede mit knæ og fødder, men heldigvis røg hovedet ned i et blomsterbed, så det slog sig ikke så hårdt. Jeg var indlagt i 10 dage. I perioden efter selvmordsforsøget var jeg også på afrusning flere gange. Jeg fik bevilliget et halvt år på et behandlingssted i Middelfart, men der fik jeg ikke lov til at arbejde mig ud af krisen. Jeg endte med at blive smidt ud.
Møltrup
Den socialsygeplejerske, der havde forsøgt at hjælpe mig videre, havde hørt om Møltrup og fremlagde det som en mulighed. Jeg syntes ikke, det lød som noget for mig, men jeg var i krise, så jeg sagde ja.
De første 14 dage af opholdet bekræftede mig kun i, at det ikke var noget for mig. Jeg var parat til at rejse. Det var svært at komme ind på folk, sikkert fordi der er så mange, der kommer og rejser hurtigt igen. Men jeg gav det alligevel en chance, fordi jeg vidste, hvad jeg ville komme hjem til.
Efter14 dage ændrede det sig, jeg gik hen og blev rigtig glad for at være her. Jeg blev dog sendt hjem på en måneds tænkepause, fordi jeg på et hjemmebesøg havde røget hash og oplyste det, da jeg kom tilbage. Sådan er reglerne på Møltrup. Den måned gik ikke godt.
Min søster kontaktede på et tidspunkt min far om en af hendes tidligere kollegaer, der også havde levet det vilde jetset liv med druk og stoffer, men som var kommet ud af det. Det endte med, at min far betalte manden for at blive min vejleder og støtte. En af gangene mødtes vi i Vor Frue Kirke i København, hvorfra vi gik en tur. Han kunne se, at jeg havde det skidt, og han hjalp mig på afrusning på Bispebjerg Psyk. Der kunne jeg få lov at være i tre dage, til jeg var abstinensfri. Jeg kom ud derfra tre dage, før min Møltrup "tænkepause" var ovre. Jeg kontaktede Henning, forstanderen, og pga. min svære situation fik jeg lov til at komme tilbage tre dage tidligere. Hvis ikke, så tror jeg, at jeg ville være endt i druk igen.
Håb for fremtiden
Det var rart at komme tilbage. Jeg havde savnet folkene og dyrene. Jeg kan godt lide mit arbejde i stalden, og det er fint også ar være i ’pakkeriet’, hvor vi ordner Aarstidernes kasser. Jeg holder mig beskæftiget, arbejder mest muligt, både for at holde tankerne væk og for at tjene penge. Jeg vil gerne spare penge op til indskuddet til en ny lejlighed, for det er ikke godt for mig at komme tilbage til min gamle lejlighed. Samtidig skal jeg ikke flytte for langt fra København, fordi min kæreste har arbejde der.
Jeg skal helst have fundet mig et arbejde, før jeg forlader Møltrup. Måske bare i en kiosk. Jeg ved, jeg skal passe på faldgruberne i visse brancher. Helst ville jeg gerne inden for landbruget, men det bliver måske svært, hvis jeg ikke vil flytte for langt væk fra storbyen. Ellers kunne det blive inden for et servicefag, fordi jeg er rigtig glad for at snakke med mennesker.”