"Hvis du ikke gør noget ved det nu…!"

‍

Dette er en tidligere beboers historie. Han er 50 år og ønsker at være anonym. Lad os kalde ham Peter.

Jeg var helt nede og skrabe bunden og var tæt på at miste kontakten til mine sønner, inden Møltrup blev min redning.

"Hvis du ikke gør noget ved det nu, så bliver du ikke farfar til mine kommende børn". Sådan sagde min ældste søn til mig i vinter, mens jeg stod over for ham i mit bryggers. Det her var min søns advarsel til mig. Og han kaldte mig ved mit navn. Han kaldte mig ikke far, som han ellers altid havde gjort. Sådan havde det været i nogle måneder. Det var millimeter fra, at mine sønner havde slået hånden af mig. - Mit livs lavpunkt. Skilsmissen og alkoholen havde fået taget på mig. Men for at forklare, hvordan jeg endte der, må jeg starte historien lang tid før. - For cirka 28 år siden, det år jeg fandt sammen med min daværende kæreste.

Vi var sammen i 24 år. Vi købte en hesteejendom, som vi var meget fascineret af. Det var nærmest en skovridderbolig, der lå for enden af en blind grusvej. Der var et stort stuehus, en stald og en hestefold, der lå lige i skovkanten. Vi havde renoveret det meste af ejendommen. Sammen havde vi gjort det til vores sted, og vi boede der i 20 år.

Men jeg havde også ’en ved siden af’. Faktisk to. Hashen og amfetaminen. Da vi var unge, tog min kæreste det også.

Vi aftalte faktisk at stoppe det, da vi fik vores første søn. På det tidspunkt var jeg omkring 30 år gammel. Hun stoppede, men det lykkedes ikke for mig. Hun vidste det godt. Hun kunne se lige igennem mig. Hvor det tidligere havde været en festartikel, brugte jeg nu stofferne som et arbejdsmiddel. Jeg er håndværkeruddannet, og med amfetaminen kunne jeg arbejde hurtigt, effektivt og længe.

Til gengæld kunne jeg ikke være en god familiefar og kæreste. Jeg tjente mange penge, men jeg brugte også rigtig mange, og det gik ud over min familie. De led under det, og jeg var et dårligt menneske på det tidspunkt. Jeg manipulerede med min kæreste. Det var ren psykisk terror, og det var ikke fair over for hende. Det var det virkelig ikke. Jeg sled godt på hende, og det er jeg flov over i dag.

Alligevel gav hun mig chancer. Rigtig mange, faktisk. Men jeg kunne ikke magte at håndtere de abstinenser og nedture, der fulgte med, når jeg prøvede at stoppe. Det var først for fem år siden, det lykkedes mig.

Jeg fik et job i Grønland. Et fedt job på en stor byggeplads. Det skulle være min anledning til at stoppe. Jeg blev smidt af i et andet hjørne af verden, og det hjalp mig. Jeg har ikke taget stoffer, siden jeg første gang satte en fod deroppe. Det lykkedes mig at overvinde afhængigheden. Jeg spillede fodbold, var social og mødte det grønlandske folk. Jeg havde det bedre, og jeg var fri af stofferne.
Men alt var langt fra godt. Jeg vidste, hvad der ventede mig hjemme i Danmark. Det ville ikke gå med min kæreste, og min kernefamilie hang i en tynd tråd. Den endelige beslutning blev taget, da jeg efter et halvt års tid var hjemme til jul. Vi aftalte at sætte huset til salg, når jeg vendte hjem fra Grønland den følgende sommer. Kernefamilien var væk. Den havde altid været min drøm, men det lykkedes ikke. Jeg holdt jul hos min mor, mens mine sønner holdt jul med deres mor (min ekskæreste) hos hendes søster.

‍

Starten på en nedtur

Sidst på foråret gik vi rundt i hver vores ende af huset. Jeg blev fraværende, og på det tidspunkt ragede tingene mig ikke en skid. Jeg flygtede, og selv om huset blev solgt på bare 11 dage, var jeg allerede godt i gang med mit druk. Jeg lå halvfuld på en sofa, mens min ekskæreste og sønner ordnede flytningen. Jeg var ikke til en skid, og mine sønner kunne godt se, at jeg var helt fra den. De var trætte af mig.

Samtidig fik jeg lejet et værelse i en herskabslejlighed i en mindre provinsby ikke så langt derfra. Jeg rykkede ind med 3-4 kufferter. Den første aften sad jeg på værelset. Det var sommer, og der var byfest lige uden for vinduet. Der var fyldt med mennesker, og musikken spillede. Jeg kunne ikke dy mig for at tage ud og se, hvad der skete. Ved et af byens to lokale værtshuse var der fadøl og helstegt pattegris. Jeg kom derhen og mødte nogle mennesker. Jeg har altid været god til det sociale, også når det angår kvinder. Og netop den aften mødte jeg en kvinde. Hun stod i værtshuset hjørne, og jeg så hende straks gennem værtshusets røgfyldte luft, da jeg trådte ind. Den skønneste kvinde i rummet. Vi var kærester i de tre dage, byfesten varede. Vi gik i byen. - Og bum: Jeg var i gang med det liv, som jeg skulle komme til at føre det næste år.

Jeg arbejdede i hverdagene i en større by omkring 150 kilometer derfra. Men hver eneste weekend levede jeg som en teenager igen. I begyndelsen festede jeg fredag og lørdag, men efterhånden begyndte jeg også at køre i min bil fra arbejde, stille den og dingle ned på beverdingen til de andre i hverdagene. Og afhængigheden blev bare større og større. Byturene blev vildere, og jeg bildte mig selv ind, at jeg også kunne drikke om morgenen, inden jeg kørte på arbejde. Jeg havde det godt, havde mange bekendtskaber, og jeg troede, jeg havde styr på tingene. Jeg levede som en rigtig verdensmand. Selvtilliden og selvværdet var i top. Men i bund og grund, var jeg stadig ikke afklaret med, at familielivet var endegyldigt slut.

Jeg flyttede i et stort hus cirka 20 kilometer væk. Jeg arbejdede, alt hvad den kunne trække, i København. Efterhånden kørte jeg sjældnere til min tidligere hjemby for at gå i byen. Jeg begyndte at købe en flaske sprut med hjem efter arbejde. Og der sad jeg alene og drak. Huset var ikke pakket ud. Jeg havde en sofa og et TV, men ellers var der fyldt med flyttekasser. Det gik for alvor galt for mig. Mine to sønner havde for længst skubbet mig væk, og jeg drak en flaske vodka om dagen.

Min mor kørte mig til afrusning to gange i den periode, men begge gange fik jeg tilbagefald. Jeg forsumpede mere og mere. Det begyndte at gå op for mig, at familielivet var slut. Jeg fortrød og var bitter over, at jeg havde stødt mine sønner fra mig.

En nat blev jeg taget af politiet med 208 kilometer i timen og en promille på 1,7 på motorvejen. Min bil blev konfiskeret, og jeg blev dømt for vanvidskørsel. Til sidst blev jeg fyret fra mit arbejde, og røg 20 dage i fængsel for vanvidskørslen. Tilbage i huset tog min druk til. Jeg sørgede ikke for andet end at få købt den sprut, jeg skulle bruge for at komme gennem dagen, og jeg mistede min dagpengeret og røg på kontanthjælp.

I februar 2022 nåede jeg bunden! Jeg vidste godt, hvordan et rigtig liv skulle være, men jeg levede  det ikke selv. Jeg var træt af det hele, og jeg havde brug for hjælp til at komme ud af det.

Og nu er vi tilbage, hvor vi startede. Jeg stod ansigt-til-ansigt med min søn, der sagde: ”Hvis du ikke gør noget ved det nu, så bliver du ikke farfar til mine kommende børn”.

‍

‍

Jeg fandt en vej ud

Kort efter tog jeg til et møde ved Center for Afhængighed. ”Du drikker dig ihjel, hvis du fortsætter sådan her,” sagde de. Jeg var pissefuld ved mødet, og det var min mor, der havde taget initiativ til det, fordi jeg ikke selv var i stand til at række ud.

Ved mødet foreslog de, at jeg kunne tage til Møltrup. Vi ringede dertil, og jeg fik at vide, at der ville gå en uges tid, før der var en ledig plads.

Onsdag 2. marts kørte jeg til Møltrup sammen med min mor. Forinden havde jeg været igennem en afrusning hjemme i huset, og jeg havde opsagt min lejekontrakt.

Det var ikke besluttet, hvor længe jeg skulle være der. Men jeg var virkelig klar. ’Nu er det nu’, tænkte jeg. Jeg så Møltrup som min redning. Nu skulle det være!

Vi kørte ind på gårdspladsen, og jeg blev indkvarteret.

I tiden på Møltrup var jeg i det arbejdsfællesskab, der hedder ’mark og skov’. Min første opgave blev at reparere et tagudhæng, der var ved at falde sammen. I det daglige kløvede vi brænde, vi fældede og vedligeholdte juletræer. Jeg kunne bruge alt min erfaring fra hesteejendommen.

I fritiden var vi på fisketure og spillede fodbold. Der var fælles madlavning, og jeg var meget social hele tiden. - Sådan som jeg havde været engang, før det hele faldt sammen.

Mit liv kørte derud af på en måde, som den ikke havde gjort længe. Jeg havde en hverdag igen.

I løbet af den sidste tid på Møltrup, havde jeg vagter i beboercaféen. Jeg var på fra morgen til aften, og jeg tog alt, hvad der var på Møltrups hylder.
Jeg fik gode venner, som jeg kunne fortælle alt til, og det gjorde en kæmpe forskel for mig. Mit ophold blev en selvrensende proces.

Min økonomi sejlede, før jeg tog af sted. Det fik jeg også få hjælp til. Den er stadig skidt, men der er styr på det, og jeg har overblik over det.

Jeg endte med at være på Møltrup i 2 måneder og 11 dage.

Samtidig med, at jeg var der, flyttede nogle familiemedlemmer mine ting fra det kæmpestore hus til en mindre lejlighed i en anden by ikke så langt derfra. Jeg havde et nyt sted at komme hjem til, et sted at starte på en frisk. Og den person, der flyttede ind, var ikke den samme, der flyttede ud af det store, tomme hus et par måneder før.

Jeg var ikke bare blevet ædru igen. Jeg var blevet mere frisk og klar i hovedet. Jeg havde fået bedre styr på tingene, og ikke mindst havde jeg fået en meget bedre og dejlig kontakt til min ekskæreste og mine to sønner.

Jeg er i kontakt med myndighederne i den by, jeg bor i. Alt er tilrettelagt. Og så har jeg fået et arbejde. Det fik jeg faktisk allerede, mens jeg var på Møltrup, så snart starter jeg som teamleder på et stort byggeprojekt.

- Og bedst af alt: Imens jeg var på Møltrup, ringede min ældste søn til mig. Han kunne høre, at jeg havde fået det bedre, og jeg kunne mærke, at det gjorde ham glad. Han kaldte mig far! Der kunne jeg mærke, at nu var jeg kommet det første skridt nærmere at genvinde tilliden.
Selv nu, når jeg sidder og tænker på det, bliver jeg rørt. Jeg skulle åbenbart helt nede og skrabe bunden, inden jeg fattede det.

Historien er fortalt til og skrevet af Jacob Weinkouff Hansen, juni 2022.