at arbejde med livet
Af Hanne Baltzer, journalist
- Henrik Brasch (60 år) konstaterer:
”Jeg er alkoholiker, og jeg ved, at hvis jeg drikker bare en enkelt genstand, så er den gal igen. Så det prøver jeg at undgå.”
Han fortsætter: ”Først da jeg fik det bedre, kunne jeg begynde at tænke tilbage på det liv, jeg levede før. Jeg havde ikke noget at stå op til. Intet arbejde, gæld i stedet for penge – det var en ond cirkel med tre flasker sprut, en flaske vin plus det løse hver dag. Tilsidst vejede jeg kun 63 kg. Druk er rigtig destruktivt på alle måder. - Alligevel blev jeg ved.
I 2000 blev jeg også skilt på den konto, da jeg ikke holdt op med at drikke, selvom jeg havde kone og børn. Da gik det rigtig galt. Jeg var ved at dø, men kom mig trods hjerteproblemer i tilgift. Undervejs har jeg prøvet masser af nytteløse behandlinger uden varig virkning. Da jeg drak, skulle alting overstås, og meget var træls. Det var et sørgeligt liv. Nu kører livet på skinner, håber jeg. Det var i hvert fald et mirakel at runde 60 år efter alt det, jeg har budt mig selv. Nu tør jeg håbe på noget godt.
Første møde med Møltrup
For 10 år siden kom jeg til MøltrupOptagelseshjem første gang efter en afrusning i Holstebro. I årene inden havdejeg mistet tre kærester. De døde for mig. Da Lisbeth døde af druk, begyndte jegat gøre det rigtige. At tage ansvar for noget. At opføre mig bedre. At søge etjob og dermed få en bedre økonomi på sigt.
Jeg har valgt min egen vej og ved nu, at det er bedst at passe sine ting. Livet er blevet sjovere.
Jeg er flyttet herfra to gange, men bor nu i en af Møltrups udflytterboliger, hvor jeg passer mig selv, mit job og min hverdag. Det er en god løsning.
Man må jo ikke drikke på Møltrup. Det er godt, der er en 0-tolerance med alkohol og stoffer. Hvis ikke der var det, ville det ende idet rene ragnarok med den brogede forsamling af alle mulige forskellige mænd, unge som gamle, der har det svært på forskellig måde.
Ingen behandling – men arbejde
På Møltrup kan man ikke få behandling. Det, der gør Møltrup ganske speciel, er, at man skal arbejde, hvis man skal bo der. Ikke nødvendigvis fuld tid, men i den udstrækning man kan. Det, at der er arbejdspligt, betyder, at man kan bruges til noget, for jeg har erfaret, at ledighed kan være roden til alt ondt! Jeg begyndte med at male værelser og hjælpe med den udvendige vedligeholdelse, hvor der er nok at tage fat på. Det var svært til at begynde med, men jeg er overbevist om, at det er godt at have noget at stå op til. At man bliver en del af et fællesskab. At man får en struktur på sin hverdag og får lært, at det giver god mening. Måske for første gang i årevis.
Fællesskab og kontaktperson
Her på Møltrup lægges der også vægt på det sociale fællesskab, fx gennem tilbud i fritiden. For nogle er det svært, for har man været misbruger i mange år, er det ganske uvant, hvordan man opfører sig ædru. Ja, hvem man er som menneske. Det er længe siden, man har spist sammen med nogen eller arbejdet. Måske har man aldrig haft et job.
Når man flytter ind, får man tilknyttet en kontaktperson, et menneske man kantale med og måske arbejde sammen med i det daglige. Jeg har nydt godt af den ordning. Finn kan jeg sagtens snakke med – også når livet er lidt bøvlet. Det hjælper mig.
Frygtede jobcentret
Man kan ikke give andre skylden for, at man drikker. Men man kan være voldsomt udfordret, fordi det fx er svært at være arbejdsløs, og økonomien er i laser. Helt konkret blev mit møde med Jobcentret noget skidt. De var hårde. Det var svært. Og jeg drak på ny. Møltrups socialrådgiver hjalp mig flere gange, inden jeg fandt det job, jeg har nu. Det har været en uvurderlig hjælp at have hende med som bisidder, når jeg skulle til de frygtede møder på Jobcentret. Jeg har dog en positiv oplevelse, da en medarbejder foreslog, at jeg, mens jeg ventede på det faste job, kunne opkvalificeres med svejsekurser. I en alder af næsten 60 år var jeg færdig med at kravle rundt på tage.
Fast arbejde
Jeg har været flyttet væk fra Møltrup et par gange. Den ene gang flyttede jeg i lejlighed i Videbæk, kom i et ressourceforløb tre timer dagligt på hotellet, hvor Møltrup på det tidspunkt drev en café. Men jeg var ensom, det var ikke til at leve af, og regningerne skulle jo betales. I årenes løb har jeg arbejdet mange forskellige steder, fx var jeg ansat som vicevært ved PFA BYG.
Oprindeligt er jeg uddannet møbelsnedker, men arbejder i dag fuldtids som specialarbejder på en virksomhed med 400 medarbejdere. Her kører jeg kran og truck. Det er et godt sted at arbejde. Jeg er glad for det.
Golf hjælper Henrik Brasch med at holde fast i en god hverdag.
På ferie med børn og eks.
Min hverdag er nu som mange andres. Jegarbejder, spiller golf med vennerne og får besøgt min gamle mor. Jeg har bestilt en uges golf-højskoleophold,og snart skal jeg med golfvennerne på forlænget weekend i Tyskland for atspille golf. Senere skal jeg med min ex-kone Lene, der nu er en god veninde, ogvores to voksne børn til Fuerteventura. Det glæder jeg mig til. Jeg har et knusende godt forhold til vores søn Frederik og vores datter Trine.
Jeg spillede ikke golf, da jeg kom til Møltrup for 10 år siden. Da jeg var kommet til kræfter, tænkte jeg, at det var vigtigt at opsøge noget uden for Møltrup. Da begyndte jeg at tage ud sammen med nogle andre. Jeg blev bidt af spillet, og flere gange har jeg haft nogle af de andre mænd fra Møltrup med derude.
Golf er en kamp mod sig selv og sit eget handicap. Efter en tur på golfbanen er mit hoved nulstillet, og det er vigtigt, for jeg har som alle andre både gode og dårlige dage.”