"Der er så meget, der kan gøre ondt i hjertet, men kun fremtiden har jeg indflydelse på!"

‍Hans er ikke beboerens rigtige navn. Han ønsker annonymitet.

‍

- et indblik i Hans’ liv og vej til Møltrup.

‍

Jeg voksede op i Hvidovre i ’60erne sammen med fire søskende. Huset lå i et dejligt kvarter, hvor der var mange børn at lege med. Vi kom desuden ofte hos min farmor og farfar i Valby. Vi hentede sukkerkringle hos bageren, sov i gamle klapsenge, og så var der WC i gården.
Noget af det mere dramatiske, jeg husker fra Hvidovre, var, da nabokonen hængte sig i deres skur. Lige da det var sket, kom de tre børn over til os. Derefter stod manden alene med børnene.
Jeg følte mig også alene, da min bedste kammerat døde. Han havde et for stort hjerte og en pinsemorgen - efter en operation - døde han seks år gammel. Det var svært.
Som barn gik jeg til fodbold i flere år, hvilket gav gode kammerater. I den forbindelse var jeg på min første udenlandsrejse i Holland.

Jeg flyttede hjemmefra som 21-årig. Det var lidt af en omvæltning, jeg havde aldrig selv prøvet at lave mad, men jeg købte nogle dåser, og så gik det med maden alligevel. Senere mødte jeg en pige, og vi skulle være flyttet sammen, men hun fortrød. Nu stod jeg så der alene med en ny lejlighed. Det skulle vise sig at blive noget værre noget. Jeg fandt kanyler i opgangen, og det var en anden virkelighed, end den jeg kendte. Da lærte jeg om livets mere negative sider. Efter et halvt år flyttede jeg hjem til mine forældre igen. 

‍

‍

Min drøm var at arbejde med træ

‍

‍

Min drøm var at blive tømrer eller snedker, men jeg brækkede min arm, og den voksede forkert sammen. Så den drøm blev slukket, og jeg blev i stedet uddannet isenkræmmer. Det var et udmærket arbejde, men ikke det jeg havde drømt om.
Jeg fik arbejde på et isenkramlager, og så mødte jeg den kvinde, jeg giftede mig med. Da jeg fik arbejde hos Novo, købte vi en andelslejlighed til 18% i renter. Vi brugte mange penge, så der skulle også tjenes en del. 

Det tog 10 år, før det lykkedes at få vores første datter. At få hende er det største, der nogensinde er sket for mig. Alt føltes rosenrødt derefter. Det var gode år. Efter seks år fik vi en datter mere, og vores store datters verden brød sammen. Hun var jaloux. Set i bagklogskabens lys burde vi have fået hjælp. Men måden vi håndterede det på, var, at jeg tog mig af den lille og mor sig af den store. Således fik den yngste og jeg knyttet et nært bånd. Man kan fortryde mange ting som forældre, men ikke alting vi gjorde, var forkert.

På Novo blev jeg uddannet industrioperatør. Da jeg endelig var færdig med de 16 hårde uger, det tog, kom jeg på treholdsskift. Der var et højt støjniveau i det nye arbejde, hvilket påvirkede mig negativt. En dag kunne jeg pludselig ikke længere løfte det, jeg skulle, så jeg blev fyret med 18 måneders løn (fordi jeg havde været der over 20 år), og med et års varsel så jeg lige kunne nå at oplære min afløser. Ja, på Novo så jeg både det bedste og det værste i mennesker. Efter et år blev jeg omskolet til buschauffør.

I 2008 ville min kone skilles, og der røg det hele fra hinanden for mig. Hun mente, der var for mange problemer imellem os. Jeg så for mig, hvordan jeg ville miste det hele, ikke mindst børnene. - Og jeg elskede hende stadig.

Hele situationen aktiverede så meget stress i mig, at jeg blev psykotisk. Jeg blev indlagt på Bispebjerg psykiatriske afdeling og fik syv elektrochok, hvilket hjalp, men jeg fik svært ved at huske bagefter.
Da jeg kom tilbage til mit arbejde som buschauffør, kunne jeg en dag ikke huske min rute, så jeg kom til at køre forkert. En passager fortalte, hvordan jeg fandt tilbage igen. Når blot man selv er flink, så kommer det 10 gange igen.

Da min kone og jeg gik hver til sit, flyttede jeg til Albertslund - i et ghettokvarter. Mine døtre, der nu var 6 og 12 år, kom på besøg hver anden weekend. Det gik ikke altid lige godt imellem dem. De kunne ikke enes. Den lille var stadig meget knyttet til mig, hun klamrede sig nogle gange nærmest til mig. Når hun var hjemme hos sin mor, kunne hun godt finde på at ringe og sige, at hun savnede mig.

Fordi jeg syntes, det var synd for børnene, besluttede jeg mig for, at de skulle have en hund. Det havde min ældste datter altid ønsket sig, og hun fik lov at vælge hunden. Knut var en fantastisk hund. Den skabte glæde og gjorde, at vi fik snakket en del med andre hundevenner. Hunden blev på et tidspunkt far, og min ældste datter fik en af hvalpene.  

I forbindelse med hendes 18-års fødselsdag lovede jeg, at jeg nok skulle passe hvalpen. Jeg besøgte min datter på hendes fødselsdag. Jeg fik noget at drikke, vi fejrede jo. Da jeg skulle hjem igen, var jeg for beruset til at køre bilen, men jeg kørte alligevel, hvilket blev skæbnesvangert. Politiet stoppede mig, og de tog en alkoholtest. Den viste 1,41, så med et fingerknips røg mit kørekort. Og med kørekortet røg mit arbejde som buschauffør. Så hurtigt kan livet ændre sig fuldstændigt. 

Måske var det meget godt, at jeg mistede mit kørekort. Op til den fatale dato 15. maj 2015, hvor jeg mistede mit kørekort, brugte jeg alkohol til at slappe af. Jeg drak ikke, når jeg skulle arbejde, eller når jeg skulle ud at køre i det hele taget. Det var kun denne ene gang. Men i mange år drak jeg, når jeg havde fri og ville stresse af.

Min ex-kone har sagt, at bare en enkelt øl ændrede min karakter. Hun brød sig ikke om, når jeg drak. Jeg var altid stresset. Jeg tænker i dag, at det nok var pga. min diagnose. Nu, hvor jeg er medicineret, kan jeg leve et nogenlunde normalt liv.

Jeg besluttede mig dengang for aldrig at drikke igen, og det har jeg heller ikke gjort. Men jeg kunne ikke overskue min situation, og jeg fik det værre og værre og kunne intet overkomme. En dag kunne jeg mærke, at der var noget helt galt, så jeg tog på psykiatrisk skadestue. De målte mit blodtryk til 250. Det var alt for højt, men fordi jeg ikke var selvmordstruet, sendte de mig hjem igen. 14 dage senere blev jeg indlagt på Glostrup psykiatriske afdeling, hvor jeg var indlagt i otte uger. Diagnosen var maniodepressiv, som jeg derefter fik medicin for. 

Børnene kom sjældent på besøg. Den yngste havde fået et chok over det, der var sket med mig. Det ville have været godt med noget hjælp til hende, men det fik hun ikke. Det var synd. Det var svært for mig, at de ikke besøgte mig oftere, for de betød - og betyder den dag i dag - rigtig meget for mig.  

Jeg var sygemeldt i to år. Mens jeg var det, fik min ex-kone konstateret kræft, og året efter døde hun. Vores yngste var stadig under 18, så hun blev anbragt hos en plejefamilie. Kommunen mente ikke, at jeg var rask nok til at kunne tage mig af hende. Jeg tænker, de havde ret!

Kommunen lagde op til, at der skulle være et fast samvær mellem mig og den yngste hver anden uge, men det kom ikke til at ske. Vi mødtes kun en gang om året i de tre år, indtil hun blev 18. Og så til enkelte vigtige begivenheder. Jeg så hende fem gange i alt. En af de gange, vi så hinanden, fortalte hun, at hun var gravid, og at det var for sent med abort. Hun bortadopterede barnet.

I 2019 fik jeg et flexjob i min gamle busgarage. Virksomheden betalte for, at jeg kunne få mit erhvervskørekort tilbage. Der havde jeg et godt forhold til kollegerne, jeg er stadig venner med flere derfra. Måske betød det noget, at jeg havde passet garagens koralrevsakvarium i mange år. Jeg begyndte nu at gøre busser rene, fjerne graffiti og reparere dem. Da coronaen kom, blev det afspritning af bussen, der kom til at fylde mest. 

I 2022 var jeg til min yngstes 20-års fødselsdag. Jeg havde ikke set meget til mine døtre, og jeg må sige, at jeg fik et chok, da jeg så hende. Hun havde tabt sig 10 kg og havde sådanne mærkelige streger i hovedet. Det viste sig, at hun var kommet ud i et kokainmisbrug, og så var hun røget uklar med nogen. "Hvis du har problemer, så flyt hjem til mig", sagde jeg til hende. Og det gjorde hun. Men der var nogen, der fortalte, hvor hun var, så nogle håndlangere begyndte at opsøge mig i lejligheden flere gange. De var truende og lagde også truende hilsner på Facebook.

Min yngste endte med at flytte på krisecenter. Truslerne tog også hårdt på mig, og politiet hjalp ikke rigtig.  Det skulle være en decideret dødstrussel, før de mente, de kunne gøre noget. Det var ikke nok, at de sagde, at "næste besøg bliver et anderledes besøg". 

Det var krisecentrets idé, at jeg skulle flytte til Møltrup. Jeg flyttede hertil 28. februar 2023. Og jeg er glad for at være her. Alting er selvfølgelig på godt og ondt, men det er rart, at utrygheden har lagt sig. Jeg ved, at der stadig bliver holdt øje med min lejlighed, om jeg kommer tilbage. Der ligger papstykker med trusler, og der er lagt mønter, som skal afsløre, om jeg har været i lejligheden. Jeg ved det, fordi jeg var et smut hjemme for at hente nogle af mine ting.

Fremtiden? Jeg er glad for at slippe for at leve i utryghed. Livet er ikke så socialt i de små landsbyer i Jylland, sammenlignet med Albertslund, hvor jeg boede før. Men det er rart at slippe for ballade og narkohandel. Og så er der en fantastisk natur. Jeg flytter fra Møltrup 1. oktober, men jeg bliver på egnen og planen er, at jeg skal blive ved at komme her på Møltrup og arbejde.

Min yngste er flyttet til Nordjylland og snart følger min ældste og hendes mand og barn med - for ja, jeg er blevet morfar og har været til dåb og bryllup. Sofie er mit søde barnebarn. Hun har let til smil, og det smitter.  Jeg håber på at få mere forbindelse med pigerne. 

Når jeg – som nu - tænker tilbage på min familie og på valg og hændelser, som jeg i dag kunne ønske mig anderledes, kan det gøre så ondt i hjertet. Det står bare ikke til at ændre! Jeg har heldigvis livsmod og erfaring nok til at vide, at det kun er fremtiden, jeg har indflydelse på. Det har jeg tænkt mig at benytte mig af.

‍

’Hans’ er ikke beboerens rigtige navn, da denne ønsker at være anonym.

Baseret på en samtale i juli 2023 på Møltrup Optagelseshjem nedskrevet af Trine Savannah Parbo. Redigeret af Hanne Baltzer.