"I 40 år drak jeg og tog stoffer!"

Dette er Nukas historie. Han er 63 år og bor på Møltrup.

‍

”For 5 år siden, lige inden jeg kom til Møltrup, var jeg virkelig tæt på at dø af druk. Også andre mennesker har bragt mig tæt på døden. Jeg har levet mit liv 'på kanten’ med misbrug, psykisk sygdom og barndomstraumer.”

‍

Historien starter for 63 år siden i en københavnsk forstad. Der havde jeg en lang og grusom barndom, efter jeg som to-årig blev adopteret dertil. Min adoptivfamilie var forholdsvis rig, men mine adoptivforældre anede ikke, hvordan de skulle tale med børn. Jeg kunne ikke kommunikere med dem. Jeg har aldrig fået læst godnathistorie, set børnefjernsyn eller lignende med mine adoptivforældre.

De arbejdede ofte til langt ud på aftenen på det gartneri, som de drev, så for at have nogen at snakke med gik jeg tit derud og arbejdede med nogle af de ansatte i stedet for at lave normale børneaktiviteter med vennerne.

Når jeg engang imellem så børnefjernsyn, sagde min adoptivmor typisk: ”Det er jo bare for børn. Det er ikke vigtigt!”. Og når hun havde sagt dét på en nedladende måde, gik hun ud og arbejdede videre. Hun gik ud og lavede noget (for hende) vigtigt, mens jeg sad tilbage og følte mig ensom og forkert.

Da jeg var syv år gammel blev jeg udsat for noget seksuelt, som hverken jeg eller noget andet barn burde udsættes for. Det forsatte i flere år frem. Jeg blev chokeret og bange og følte mig meget isoleret. Jeg ønsker ikke at komme nærmere ind på det.

Som 12-årig fandt jeg det, der dengang føltes som en løsning: Jeg begyndte at drikke! Jeg drak, indtil jeg besvimede, når der var skolefest og den slags. Det gav mig en følelse af lykke og tryghed, som jeg havde behov for. Noget, som mine forældre havde gjort næsten alt for, at jeg ikke kunne føle.

Et år senere, da jeg havde rundet mit trettende år, blev min lykke gjort: Jeg fandt Christiania! Jeg tog selv bussen derud. Der fandt jeg nogle unge mænd i sort lædertøj, som jeg handlede hos. - Jeg kunne godt lide dem.

Jeg havde mange penge, fordi mine forældre sad godt i det, så jeg købte stort ind af hash, og så gik jeg på et af fristadens værtshuse bagefter. Der mødte jeg nogle af bumserne, og de fik en øl eller to på min regning, for jeg havde mere end dem. Jeg lænede mig op af de rige og stærke rockere og tog mig samtidig af dem, der var økonomisk dårligere stillet. Sådan levede jeg i omkring 10 år, og jeg havde indstillet mig på en kriminel livsbane. Jeg ville vende det hele ryggen, og samfundet og politiet definerede jeg som mine fjender. For der, på den anden side af samfundet, var der tryghed, fællesskab og sammenhold. Det var det store gruppekram, jeg havde brug for.

Men noget andet fulgte med! I starten af firserne flyttede jeg sammen med nogle af de hippier, jeg havde lært at kende. Vi tog LSD og svampe som gale i begyndelsen og midten af ’80erne. Og så fik jeg desværre også et andet bekendtskab, nemlig speed, som jeg skulle komme til at tage de næste 35 år. I samme periode rejste jeg flere gange i Nordafrika og boede på luksushoteller. Det var en måde at gøre mig selv til en karakter på. En måde at vise mig frem.

Det hele blev for meget for mig, og i 1987, da jeg var blevet 27 år, flyttede jeg til Jylland. Jeg ville væk fra stofferne og kom i familiepleje på en gård, der havde en hundepension. Stofferne forsvandt ikke ud af mit liv, for de to plejeforældre var gamle christianitter, så de havde ikke noget imod det, og vi hyggede os gevaldigt. Det fik dog en ende, da jeg efter fire år på gården blev indlagt på en lukket psykiatrisk afdeling i en større jysk by i nærheden. Jeg var psykotisk og havde nok været det i nogle år, men stofferne havde været med til at holde det på afstand. Jeg var dog ikke indlagt i ret lang tid.

Jeg lærte hurtigt byens junkier og drankere at kende og færdedes hjemmevant i det miljø, og i 1992 var det ved at gå helt galt. Der var fire misbrugere, der havde besluttet sig for, at de ville slå mig ihjel. De lokkede mig ned i en blindgyde og begyndte at tæske løs på mig, indtil de regnede med, at jeg var død. Men jeg overlevede, og jeg kom på fødderne igen.

Jeg fik hjælp fra nogle hårde typer i miljøet, og jeg kunne derfor gå i fred på gaden, og jeg kom til at leve som hjemløs i nogle år derefter. Ind imellem sov jeg på en sofa hos nogle venner et par dage, andre gange besatte vi et hus. Det var et utroligt hårdt liv.

En kort optur 

Et par år senere fik jeg et lille hus langt ude på landet. Der var lidt mere luft omkring mig, og jeg kom væk fra de hårde elementer i mit liv. Jeg var en glad dranker, og oven i købet fik jeg en kammerat, der boede tæt på, og som havde skunk som en af de første i landet. Det passede mig rigtig godt på det tidspunkt.

Jeg fik en kæreste, som jeg flyttede sammen med, men vi havde mest af alt stoffer og alkohol til fælles. Ligesom mig, havde hun drukket, røget og taget stoffer i et par årtier, og vi mindede på den måde meget om hinanden. Til sidst måtte vi flytte fra hinanden igen, fordi vi havde drukket alting op.

Jeg springer lidt frem i tiden – til 2006. Der blev jeg forsøgt slået ihjel for anden gang. En fyr, der ville af med mig, satte ild til mit hus, mens jeg lå og sov. Det skulle have været en mord brand, men sådan endte det ikke. Jeg mistede alt undtagen mit liv ved den brand. Men jeg var heldig, for mine naboer fandt mig bevidstløs og hev mig ud af huset, mens loftet var ved at falde ned over os. Jeg blev virkelig forvirret og rundt på gulvet efter den oplevelse, og den eneste måde, jeg kunne finde lindring på, var ved at drikke. Jeg lullede mig mentalt i søvn, så min psykiske smerte og sygdom kunne holdes på afstand.

Efterfølgende flyttede jeg i hus. Der åbnede jeg døren for hjemløse og andre, der havde brug for hjælp. Det har jeg gjort hele mit liv, for jeg har oftest haft mere på bankbogen end de fleste i min omgangskreds. Ofte var det folk med rygmærker på, der boede der. Når de var kommet ud af fængsel og havde svært ved at finde fodfæste, var de hos mig i en periode. De havde brug et sted at bo og for billige stoffer, som jeg kunne skaffe, og jeg drak selv meget i den periode.

Tæt på døden – igen

 For fem år siden var alkoholen ved at tage livet af mig. Der var et par pensionister i mit nabolag, der synes, at det var begyndt at gå dårligt for mig. Det var det også i rent fysisk forstand, for jeg kunne næsten ikke gå. Jeg var heldig, at de bekymrede sig om mig og derfor meldte mig til kommunen.

Kommunen bad mig flytte til en nærliggende by, men jeg var så fuld og skæv, at jeg ikke kunne overskue det. Så jeg bad kommunen om at hjælpe mig med at kvitte alkoholen, og så endte jeg på Møltrup Optagelseshjem. Der opdagede jeg, at jeg kun vejede 49 kilo. Jeg kunne dårligt gå op ad trapper, og jeg fik et gangstativ.

Min krop var ødelagt efter 40 år med stoffer og alkohol. Jeg fik et chok over mig selv. Men jeg kæmpede mig tilbage til livet. Jeg vandrede op og ned ad trapper og tog 20 kilo på på et halvt år. Jeg er almindeligt stærk i dag og elsker at gå og cykle.

På Møltrup opdagede jeg, at der ikke - som på et kommunalt misbrugscenter - er fyldt med psykologer og den slags. Det er hjælp til selvhjælp, og hvis du vil ud af dine problemer, så må du selv tage fat. Det var jeg selvfølgelig interesseret i, men det var en større udfordring end forudset.

I mange år har jeg været vant til at hjælpe andre. Nu var det tid til at hjælpe mig selv, og det var en vanskelig opgave. Det var en kamp, som jeg skulle tvinge mig selv igennem. Jeg var nødt til at arbejde med mig selv for at klare det. Jeg måtte som ædru pludseligt forholde mig til det ene spøgelse fra fortiden efter det andet. Jeg måtte overvinde min angst og mine tvangstanker. Jeg begyndte i løbet af månederne at blive mindre stresset, og jeg opdagede, at jeg godt kunne styre min ’psykose’, selvom jeg var ædru. Det var det største, der skete for mig.

Jeg fandt en medarbejder, der havde meget forståelse for misbrug af alkohol og stoffer, og så gennemgik jeg mit liv med hende. Den forvirring, som LSD-psykoserne og abstinenserne havde medført, hjalp hun mig med at gå igennem. Hun kunne få mig ned på jorden igen. Jeg gennemgik de traumer, jeg har fra min barndom. På den måde fik jeg delt tingene op og kunne arbejde med dem. Det har jeg aldrig kunnet, mens jeg havde misbrug. Jeg har kæmpet mig tilbage til at være et menneske. Tilbage til at have en hverdag, der fungerer.

I mellemtiden er jeg blevet kristen og kommer meget i Timring Kirke, der ligger tæt på Møltrup. Det har også givet mig en ny vennekreds. Førhen var alle mine venner fra det hårde miljø. De kristne salmer rammer det meste af verden. Man kan føle sig ensom, man kan føle skam og glæde. Man synger højt om det. Det betyder meget for mig.

På Møltrup har vi gruppen, vi kalder ’Den Røde Tråd’. Der mødes vi hver 14. dag og diskuterer et hverdagsemne ud fra et kristent perspektiv: håb, tillid, tro, hjælp, drømme, bøn. Hvad det betyder for os at være kristne? Hvordan arbejder man i hverdagen med de ting, vi taler om? Iden sammenhæng lærer jeg noget om mig selv - både gennem min egen historie og de andres. Jeg lærer at se verden på en ny måde.

Jeg er meget glad for at have nærmet mig et mere normalt liv. Jeg arbejder stadigvæk meget med mig selv. Hver dag jeg vågner, arbejder jeg intenst med at samle mig og komme ud af søvnens små-psykotiske verden. Jeg er ofte vred og forvirret de første 30-45 minutter. Men så får jeg lov at være alene, indtil det er lettet. Herefter kan jeg igen arbejde mig hen imod et mere almindeligt liv.  

Det er min drøm at leve et almindeligt liv, indtil jeg en dag skal herfra. Et liv uden fulde mennesker, uden råben og skrigen og høj musik. Et liv uden tømmermænd. Det eneste, jeg ønsker, er at leve almindeligt så længe som muligt, og at jeg har så meget overskud, at jeg kan give noget til andre mennesker hver dag!

‍

Historien er fortalt til og skrevet af Jacob Weinkouff Hansen.