Opråb til hr. og fru Jensen:

Folkelig og diakonal vækkelse

anno 2023

Af Henning Kristensen, forstander

Hjemløshed er ikke noget nyt fænomen. Der var hjemløse, da Johannes Munck i 1912 stiftede Møltrup Optagelseshjem. Der er hjemløse i dag, og der vil være hjemløse i morgen.

Hjemløshed er en vedblivende problemstilling, som i større eller mindre grad har været italesat og handlet på. Hjemløsheden tog for alvor fart i Danmark sammen med urbaniseringen omkring år 1900. Mændenes Hjem i København, Kirkens Korshær, Blå Kors, Missionen blandt Hjemløse (nu ’WeShelter’), Kofoeds Skole, Møltrup Optagelseshjem og andre organisationer mod hjemløshed tog deres begyndelse omkring århundredeskiftet. De er alle startet med et diakonalt sigte og var samtidens svar på stigende hjemløshed og andre sociale problemer forbundet med overgangen fra landbrugssamfund til industrisamfund.

‍

Med værdighed og myndighed i centrum

Det ser næsten ud, som om der var en social/diakonal vækkelse i de år. Det var helt almindelige mænd og kvinder uden særlige forudsætninger, som så den nød og ulighed, der var i samfundet, og som ud fra deres tro måtte gøre noget for de mennesker, som livet ikke havde været gunstigt imod. Det var ansigt til ansigt – et møde mellem mennesker.

Det var hr. og fru Jensen, der så mulighed for at give troen krop, og bidrage med hvad de hver især kunne i den sammenhæng. Det er som om, der skete et skifte fra, at man indtil da havde mødt den nødlidende med et ’ja til at sove i laden og en madpakke for at hugge lidt brænde’ over til noget mere institutionelt og livsforandrende, hvor sigtet ikke alene var mad og husly for natten, men at give den hjemløse værdighed og myndighed tilbage. Johannes Munck skriver i sin første Meddelelser om livet på Møltrup: ”om aftenen tager Højskolen fat... med det ene formål: at fylde dem med noget godt .... at afsætte lag i dem, som kan tjene til at danne deres Karakter og gøre dem til mænd.”

Det handler ikke kun om husly og mad, men også om at vende tilbage til samfundet,og være herre i eget hus. Om det så er den mindste lille hytte, man kalder sit hjem, så er der frihed, værdighed og myndighed i dette at kunne sørge for sig selv.

Hjemløshed gik fra at være en accepteret del af samfundsordenen til at være noget, som kan forandres, når mennesker får de rette betingelser – får mulighed for at tage livet op på ny, som det hedder i Møltrups arbejdsgrundlag.

‍

Tiden kalder på hr. og fru Jensen

Institutionerne er blevet flere og offentligt støttet. Hjemløshed er gennem årene i stigende grad blevet det offentliges udfordring og opgave. Hr. og fru Jensen er taget ud af ligningen. Men nu kalder tiden atter på folkelig/diakonal vækkelse. Den kalder på et stærkt civilsamfund – på hr. og fru Jensen.

Antallet af overnatninger på forsorgshjem har i de senere år været støt stigende, og initiativerne mod hjemløshed har ikke for alvor fået knækket kurven. Hjemløshed idag er ofte knyttet til andre sociale problemer, såsom stofmisbrug og psykisk sygdom. Det er en gruppe af meget udsatte mennesker, hvis liv ofte er vanskelige og kaotiske, og hvor det kræver en særlig indsats at hjælpe de berørte. Vi ser ofte,at den hjemløse kommer sig på forsorgshjemmet - både fysisk og mentalt, men når man så flytter i egen lejlighed, kommer ensomheden snigende, og så falder man tilbage i gamle vaner. Det er et stort problem, og vi ser mange hjemløse, der vender tilbage til forsorgshjemmet efter en tid.

‍

Housing first

’Housing first’ er en metode, der er udviklet til at hjælpe den hjemløse, når han/hun flytter i egen bolig. Metoden tager sit udgangspunkt i det enkelte menneskes egne ønsker og behov. Drømme og håbefulde ønsker til fremtiden skal være drivkraften til at tage livet op på ny. Det er tanken, at der er en fast kontakt-person, som skal være med-vandrer og vejleder i den hjem løses liv, lige så længe der er behov for det. Kontaktpersonens opgave bliver at være intensivt til stede, når den hjemløse flytter fra forsorgshjem til egen bolig. På den hjemløses egne præmisser hjælper kontaktpersonen ham/hende dels med at skabe sig et hjem dels med at begynde at trække tråde ud til civilsamfundet. Stadig med udgangspunkt i den - nu forhenværende - hjemløses håbefulde ønsker for fremtiden.

Fællesskab: At være sammen med nogen om noget

Muligheder for beskæftigelse og aktivering bliver vendt. Måske den hjemløse kunne tænke sig socialt samvær i en droneklub? Det er ofte svært at tro på, at helt almindelige mennesker vil én, når man har været hjemløs. Så gælder det om at tage af sted sammen med kontaktpersonen de første gange, indtil der er en bæredygtig relation til nogen derude i civilsamfundet. Det kan også være madklubber, skak, vandrelaug eller alt muligt andet, som den hjemløse kan have interesse i. At være sammen med nogen om noget, giver identitet og tilhørsforhold.

Er der vilje og plads til rummelige fællesskaber i civilsamfundet?

Metoden står og falder med civilsamfundets evne til at skabe rummelige fællesskaber, der er åbne for skæve og sky eksistenser. Kristian Sloth og Anders Lindelof, overlæger på Psykiatrisk afdeling Regionspsykiatrien i Randers udtaler i en artikel i Socialt Indblik: ”Vi har ikke brug for mere psykiatri. Vi har brug for mere fællesskab! ”Det samme kan jeg sige i forhold til hjemløse: Det er ikke flere forsorgshjem, der er brug for. Det er rummelige fællesskaber, hvor der er plads til skæve eksistenser. 2/3 af alle hjemløse har kontakt til psykiatrien. Housing First kalder på et stærkt civilsamfund, på en social og diakonal vækkelse, på at hvert sogn gentænker deres aktiviteter og stiller sig selv spørgsmålet: Har vi et bredt tilbud, som også rækker ud til dem, der gerne vil være en del af noget sammen med nogen, hvor dørtærsklen er så lav, at selv de mest sky eksistenser får mod til at komme?

Det kunne være, at der var et lille hjørne i haven ved det arkitekttegnede sognehus med designermøblerne, hvor der kunne få lov at gro lidt vildt, og man kunne starte et madfællesskab med mad over bål, og så lade fællesskabet udvikle sig derfra. Man kunne starte en kortklub, melde sig som besøgsven, etc.

Det er samtidig vigtigt at holde de kommunale og private Housing First-teams opdateret på jeres aktiviteter. Det diakonale arbejde skal ikke alene være en opgave for institutioner, men også være en levende del af ethvert sogn. Ansigt til ansigt – et møde mellem mennesker.

‍

Alle kan være noget for nogen

På Møltrup Optagelseshjem håber vi, at Housing First bliver en succes, og at det kan være med til at sænke antallet af hjemløse, samtidig med at livskvaliteten bevares. Vi vil arbejde for at metoderne ikke udvandes med for få ressourcer og manglende uddannelse. Vi har et team af medarbejdere, der har taget uddannelsen i to ud af tre metoder, og vi stiller os til rådighed for at blive brugt som housing first-medarbejdere i området. De første opgaver er i hus, og vi glæder os til de første med-vandringer og til at høste de første erfaringer. Ikke mindst glæder vi os til at samarbejde med civilsamfundet og hr. og fru Jensen.

Vi ses derude!

P.S. Vi har på Møltrup Optagelseshjem mere end 100 frivillige, som gør en fantastisk diakonal indsats på gården. Det er til daglig glæde for mand og medarbejdere og en uundværlig del af Møltrups DNA. Af hjertet tak for det!

Læs mere om de frivillige på Møltrup lige her ...

‍