Diakoni som med- og modspiller til samfundet

Af biskop Henrik Stubkjær, formand for Møltrups bestyrelse‍

Jeg er netop kommet hjem fra Det lutherske Verdens-forbunds 13. generalforsamling i Krakow, Polen. Det lutherske Verdensforbund (LWF) er en samling af alle verdens lutherske kirker. 149 kirker fra 99 lande og med 77 mio. medlemmer. Lige siden sin stiftelse har LWF arbejdet både med at styrke forkyndelsen, med at udføre praktisk diakoni ved at hjælpe de nødlidende og de undertrykte og med at styrke kirkernes mission.
‍

Diakonien som drivkraft

Diakonien har været den store drivkraft i LWF’s virke. Forbundet blev grundlagt i 1947 (kort efter 2. verdenskrig), og den direkte årsag var de mange flygtninge, som drev rundt i Europa og manglede alt. Her stod de lutherske kirker sammen og ydede et fantastisk arbejde med både den direkte nødhjælp og den senere genopbygning, og i dag er LWF’s humanitære afdeling en af FN’s store partnere verden rundt, hvor man stadig arbejder med hjælp til flygtninge i Afrika, Asien, Mellem-østen og nu senest igen i Europa pga. krigen i Ukraine.
‍

Diakoni i Danmark

Også i Danmark har diakonien været helt fremme i udviklingen af den danske sociale indsats. Ofte er kirkens diakoni gået foran og har påpeget og ageret, når nøden ramte forskellige grupper af mennesker. Således var det diakonien, der var frontløber ift. introduktion af både plejehjem, børnehaver, hjælp til de prostituerede, til alkoholikere og hjemløse. Og diakonien var først med at oprette hospicer i Danmark, da man indså, at der var brug for ro og værdighed til at tage afsked med nære pårørende og med selve livet.
‍

Diakoni og housing first

Møltrup er selv en sådan foregangsinstitution, som siden sin stiftelse har tilbudt mænd, der af den ene eller anden grund har fået benene sparket væk under sig, et hjem, et fællesskab og en værdighed igennem dels at få et arbejde og dels blive en del af et både bo- og arbejdssted, hvor vi har lov at være de originaler, vi hver især er.
‍

Lige nu er det store ’buzzword’ inden for det sociale område: housing first. Ideen er, at ethvert menneske har ret til et ordentligt sted at bo. Det er en tanke, som vi fuldt ud deler. Vi arbejder med på at udvikle strategien for denne udflytning til egen bolig, og vi tror på, at vore mænd faktisk har nogle særlige kompetencer, som de bl.a. har fået gennem fællesskabet både i arbejdsliv og fritid her på Møltrup. Men vi skal også fortsat være en kritisk røst ind i dette arbejde, for vi mennesker adskiller os fra legoklodserne, ved at vi hver især har vores egen identitet og vores egne behov, der vanskeligt lader sig passe ind i konforme kasser eller strategier. Gud har aldrig givet sig af med at skabe kopier. – Han skaber kun originaler.

‍

Vores fokus er på manden

Det kristne menneskesyn, som er bærende på Møltrup, lærer os, at vi som mennesker ikke kan fortjene os til frelsen eller Guds gunst ved gode gerninger. Vi er ikke, hvad vi præsterer. Nej, det bærende i vores identitet er, at vi må vide os elskede på forhånd, som dem vi er med alle vore fejl og mangler. Det er den grundlæggende kærlighed, som Gud har til hver eneste af os, som sætter os fri. Vi er elskede! Vi er fri! Vi kan løfte blikket fra egen navle, og der får vi øje på vores medmenneske, som vi så kan give den kærlighed, vi har modtaget, videre til.

Så når vi går ind i arbejdet med housing first, er det ud fra vores kristne menneske-syn og med fokus på det enkelte menneske mere end på systemet, for det skal altid tilpasses for at favne.
‍

Sekulariseret gerningsretfærdighed

Nu afdøde korshærschef Bjarne Lenau Henriksen beskrev i et interview dette meget præcist:
”Den barmhjertige farisæer går ind og yder kvalificeret diakoni på det offentliges præmisser ved først at sandsynliggøre, at der er brug for at samle nødstedte næster op på vejen.

Dernæst tager den barmhjertige farisæer hen på herberget og ser, om det har nyttet. Det beskriver og evaluerer han, før han går hen til det offentlige og dokumenterer, at det har virket efter hensigten og siger: Nu vil vi gerne have flere penge....”Bjarne Lenau Henriksen ser dokumentationen af, at opgaven er lykkedes, som et nutidigt udtryk for sekulariseret gerningsretfærdighed.

Den kristne gerningsretfærdighed siger til Gud: ”Se, hvor gode vi er! Nu må du da holde af os på grund af vore gode gerninger!” Den sekulariserede gerningsretfærdighed siger til kommunen eller staten: ”Se, hvor gode vi er. Nu må I da give os flere penge!”

‍

Møltrup skal være der for det glemte/klemte menneske

Rent kristeligt ved vi, at gerningsretfærdighed ikke kan bruges til en pind over for Gud. Rent verdsligt ved vi, at vores gerningsretfærdighed sikrer os en fremtid i det offentlige, sociale arbejde.
Derfor kan den barmhjertige samaritaner tillade sig at sige hvad som helst, mens den barmhjertige farisæer skal være forsigtig, hvis han vil være kritisk, debattere, diskutere, stille spørgsmålstegn og i det hele taget reflektere og komme til nogle andre konklusioner end politikere og embedsmænd ...
‍

Det er hovedproblemet, når man skal være ’fælles om det sociale ansvar’. Risikoener tendensen til at yde en tandløs diakoni, hvor vi solidariserer os mere med det offentlige og kommunen end med dem, vi skal hjælpe.

‍
Møltrups berettigelse har altid været, at vi på én gang arbejder med samfundet, men samtidig også er den profetiske røst, som tør tale op imod det etablerede, når det bliver for konformt, og glemmer /klemmer det enkelte menneske.

‍