Mød Møltrups sønner

Kent

Kent bor på Møltrup Optagelseshjem og arbejder i gartneriet. Derudover er han tilknyttet en frivillig.

‍

”Jeg ved ikke hvorfor, men jeg elsker bare at arbejde i naturen – også selvom det regner!”

Som medarbejder i gartneriet på Møltrup hjælper 61-årige Kent gladeligt til med vedligeholdelse af parken, de grønne områder og frugtplantagen.

Kent er for nylig begyndt at mødes med Hans Jørgen, der er en af Møltrups frivillige medarbejdere, som engang imellem kigger forbi hjemmet for at hjælpe beboerne med rådgivning i ting som opsparing og økonomi.

”Jeg kan rigtig godt lide, når Hans Jørgen kommer. Han er afdæmpet og rolig, og det passer godt til mig. Vi plejer at gå en tur udenfor, og så snakker vi, og så hjælper han mig med at få det hele til at hænge sammen”, fortæller Kent.

Møltrups frivillige kommer især på banen, når beboere som Kent enten har svært ved at overskue bureaukratiske opgaver, eller så småt begynder at føler sig klar til at tage hul på et nyt kapitel udenfor herregårdens hvidkalkede længer.

”Lige nu snakker vi om, hvor det vil være godt for mig at bo. Det skal helst være i en lille by, hvor jeg er tæt på naturen – et sted, hvor jeg kan være mig selv. Helst ikke en stor by som Herning. Der er for meget trafik, mange mennesker, og det larmer. Jeg kan bedst lide min egen larm”, siger Kent og tilføjer: ”Men jeg skal også finde et arbejde, som jeg kan være glad for, og det skal gerne ligge tæt på, hvor jeg kommer til at bo. Så der er mange ting, der skal hænge sammen, og derfor er det godt for mig at have Hans Jørgen at snakke med”.

Flemming

‍

Mød Flemming og læs hans historie.

”Møltrup er det rygstød og det klap på skulderen, som jeg havde brug for!”

Når man spørger 51-årige Flemming, hvad det betyder for ham at være flyttet ind på herregården, har han svært ved at skjule sin glæde og optimisme. Efter få måneder som beboer på Møltrup har han allerede sikret sig drømmejobbet og genfundet troen på en fremtid fri af alkohol og gæld.

Det er en solrig sensommerdag, da vi møder 51-årige Flemming ved et bord-bænkesæt nær gårdspladsen på Møltrup. Han har netop sovet til middag, og øjnene er stadig en smule røde. Men han smiler, for der gemmer sig en positiv forklaring på, hvorfor en middagslur var nødvendig.

”Jeg har været så svineheldig at få mig et natarbejde på et plejecenter heroppe i Vorgod. Det er en fastansættelse, og jeg føler simpelthen, at jeg har vundet i lotteriet”, siger Flemming og skruer låget af en danskvand for at få sig en forfriskning i den varme eftermiddagssol.

Det er kun få måneder siden, Flemming flyttede fra Sjælland og rykkede ind bag de hvidkalkede længer. Siden da er det gået hurtigt med at komme på fode igen, og den nyslåede nattevagt beskriver det selv som ”sit held”, at han endte her på stedet.

”Ellers havde jeg nok været hjemløs eller siddet alene på et værelse i Herning og stadig ikke haft de ressourcer til at få styr på mit liv, som jeg stille og roligt er ved at få herude”, forklarer Flemming, inden han hæver blikket og tilføjer:

”Det har givet mig præcis det rygstød og det klap på skulderen, jeg havde brug for. Jeg er allerede meget mere glad. Nu har jeg hele tiden gode mennesker omkring mig. Vi siger 'hej' til hinanden, spiser sammen og bruger hinanden til gode snakke, fordi mange af os oplever de samme udfordringer”.

Når Flemming taler om udfordringer, hentyder han blandt andet til alkoholen. Den er en central del af forklaringen på, hvorfor han i dag bor på Møltrup. For omkring syv år siden stod han midt i en brudt forlovelse, da hans far pludselig døde af en blodprop i hjertet.

”Det tog hårdt på mig, og jeg begyndte at bruge alkohol som en flugt”, fortæller Flemming, der i de efterfølgende år trods alt formåede at holde sit alkoholforbrug på et niveau, hvor han stadig kunne passe sit arbejde som social- og sundhedshjælper i København.

Det var først i december sidste år, da Flemmings 81-årige mor døde efter længere tids kræftforløb, at det for alvor begyndte at gå ned ad bakke. De sidste år af morens liv, flyttede Flemming hjem og boede hos hende.

”Jeg kørte hende frem og tilbage mellem sygehuse og var med til alle behandlinger. Nogen sagde; ’Flemming, husk også at lev dit eget liv’, men for mig var det vigtigste i den periode, at være der for min mor. Den beslutning fortryder jeg ikke et sekund”, fortæller han.

‍

Omsorgsfulde forældre

Flemmings forældrene, og især moren, har altid været midtpunkt i hans liv. Han er vokset op på Sjælland som enebarn og husker sin opvækst som god og tryg. Faren røg smøger, ligesom Flemming gør i dag, men der var aldrig problemer med alkohol.

”Vi havde det rigtig godt sammen. Men vi snakkede aldrig om følelser og de ting, der kunne være svære. Det gjorde man ikke i min mors og fars generation. Så der har været mange følelsesmæssige ting, som jeg selv skulle finde ud af”, fortæller Flemming og beskriver sig selv som en lidt genert person med lavt selvværd.

”Det kan godt være svært for mig at tage kontakt til andre mennesker, for jeg er ikke god til det sociale, så i perioder har jeg følt mig ensom. Jeg er nok lidt en ufrivillig enspænder”, siger han og forklarer, at han indimellem rammes af en følelse af aldrig rigtig at være blevet voksen.

”Mine forældre fjernede altid alle problemer for mig, inden de fik konsekvenser. Som barn fik jeg aldrig lov til at få de øretæver, som jeg skulle, eller gøre mig mine egne erfaringer. I dag kan jeg se, at det har været en fejl.”

Selv om Flemming elsker sin far og mor, og godt ved, at de helt sikkert har gjort deres bedste for at være gode, omsorgsfulde forældre, så er det ”en misforstået omsorg, når forældre vil klare alle tingene for en”, mener han.

”Den der curlingmentalitet, hvor forældre skriver deres børns ansøgninger og måske ligefrem er med til jobsamtaler, giver problemer senere. Og det er så det, jeg har sloges med i rigtig mange år, og formentligt stadigvæk gør”, fortæller Flemming.

‍

I kølvandet på et accelererende alkoholmisbrug efter morens død i december fulgte en fyring fra arbejdet, og Flemming begyndte at tage kviklån. Det var nemme penge, og dengang tænkte han hverken over renter eller konsekvenser.

Pengene blev hurtigt brugt op, og når der skulle betales afgifter, tog han bare nye lån for at betale af på gamle.

Efterhånden kunne Flemming godt se, hvor situationen bar hen. Han måtte gøre noget for at bryde den onde spiral, han befandt sig i.

”Til sidst sagde jeg til mig selv; ’Flemming, nu rykker du altså over til Jylland’. Det var dybest set et forsøg på at flytte væk fra det hele – men nissen fulgte altså med”, siger han.

Inden afrejse fra Sjælland fik Flemming kontakt til en udlejer i Herning. Men da lejekontrakten skulle underskrives, fortrød udlejeren i sidste øjeblik. Pludselig stod Flemming fra den ene dag til den anden med tre kufferter og ingen steder at bo.

”Det var meget ubehageligt, og jeg havde det jo ikke ligefrem godt i forvejen. Det var et slag oven i et slag. Men jeg var nødt til at gøre noget og søgte derfor på internettet efter, hvad der var af muligheder for folk i min situation. Det var sådan jeg fandt Møltrup”, fortæller han.

En varevogn triller pludselig ind på gårdspladsen og fanger Flemmings opmærksomhed. Han retter sig en smule op og sender et vink til chaufføren. ”Så har Jesper været ude i caféerne. Vi har jo et par caféer rundt omkring, som vi servicerer med forskellige madvarer fra gårdbutikken derhenne i hjørnet”, siger Flemming og peger ned i modsatte ende af gårdspladsen.

”Du skal altså prøve vores rullepølse. Den kan jeg varmt anbefale. De er lidt peberet i prisen, men du kommer garanteret tilbage for at købe en mere – det er jeg sikker på”.

Hjælp at hente

Selv om Flemming kun har boet på Møltrup i få måneder, føler han sig allerede meget hjemme. Ud over at have fundet et godt fællesskab, får han nu også den støtte og hjælp, som han har brug for, forklarer han.

”Når jeg for eksempel har brug for hjælp til det bureaukratiske, så har vi kontoret derinde. De giver alt den vejledning, de kan, men du skal selv gøre fodarbejdet.

Hvis ikke du gør det, sker der ikke noget. De vil altid gerne rådgive om, hvad jeg skal gøre, men det er mit arbejde og ansvar, at sørge for det sker. Det er sådan det skal være”.

‍

På et tidspunkt kort efter sin ankomst blev Flemming blandt andet inviteret til en kompassamtale, som var enorm vigtig for ham. Her lagde han - i samarbejde med frivillige og ansatte - en plan for, hvad han gerne vil opnå det næste halve år og fik samtidig sat sit liv op i punkter, så det hele ikke vokser sig for stort og bliver uoverskueligt.

”Et af punkterne var blandt andet, at jeg skulle have et arbejde. Og det lykkedes jo allerede efter en måned. Møltrup kom med gode råd og vejledning til, hvordan jeg kunne forbedre min chance for at få stillingen, og jeg fik hjælp til at lave et ordenligt CV, men jeg skrev selv ansøgningen – og bum, så var der gevinst med det samme”.

‍

Fundamentet er på plads

Når Flemming taler om sin nyerhvervede stilling, har han svært ved at skjule sin glæde og optimisme. Selv beskriver han det som et helt afgørende fundament for en bedre fremtid. Nu handler det om at holde fast og få bygget et solidt hus ovenpå. ”Min tidshorisont her på Møltrup er lige nu tre - fire år. Dels fordi jeg stadig har brug for støtte til udfordringer med alkohol, og dels på grund af mine pengeproblemer og gæld, som jeg også får hjælp til at få styr på herude”, fortæller han.

Når alt det er bragt i orden, drømmer Flemming om at få sig en lille lejlighed eller et rækkehus, og så måske finde en at dele tilværelsen med. Men hver ting til sin tid, og lige nu er klokken ved at nærme sig aftensmadstid. Flemming rejser sig fra borde-bænkesættet og strækker sig. Hvis han skal nå over i caféen og have sig en kop kaffe med de andre beboere og høre dagens sidste røverhistorier, inden han igen skal op at sove, så han er frisk til endnu en nattevagt, er det ved at være tid.

”Jeg skal nok få mit eget liv og egen lille tilværelse igen. Der har bare været nogle bump på vejen. Når du gider engagere dig i tingene og ikke bare sætter dig hen i et hjørne, så kommer resultaterne også”, siger han og begiver sig hen mod cafeen.